Trekantområdets Slægtshistoriske Forening | |||||
Foreningen | Hvem forsker hvad | Bogreolen | Links | Fotoalbum | Til forsiden |
Mødeaften,
den 10. oktober 2011 Tema:
”Bispearkiver” ved arkivar, dr.phil og seniorforsker ved Landsarkivet
for Nørrejylland Ole Degn. Formanden bød velkommen til
denne sæsons tredje møde. Medlemmernes 10 minutter blev
fra formandens side anvendt på informationer om nye bøger, som
Trekantområdets
Slægtshistoriske Forening havde modtaget, og som har følgende titler: Formanden informerede om
arkiv-turen onsdag den 12. oktober til Landsarkivet for Sjælland. Sekretæren informerede om
foreningens
nye hjemmeside på: www.trekanten.webbyen.dk, om
”Spørgekassen”, at sæson-programmet
2011-2012 ligger fremme til afhentning sammen med enkelte eksemplarer
af skriftet
”Slægtsforskning i Slesvig-Holsten”, om skemaet til medlemmernes
indskrivning
af egen slægtsforskning, som kan være en hjælp til selvhjælp på
hjemmesiden og
sidst, om det fortsatte salg af syrefri arkivkasser og kuverter.
Formanden tog
over og fortalte om priserne på disse enheder. Dagens sang blev om Hans
Tavsen fra Birkende by, som blev biskop i Ribe i 1542. Herefter bød formanden Ole
Degn velkommen for at berette om aftenens tema: ”Bispearkiverne”. Efter reformationen og helt
op til vor tid kom der gradvis flere stifter til ved nydannelser eller
omlægninger.
Således kom Lolland-Falster stift til i år 1803. Haderslev stift med
Sønderjylland og Kolding i 1920-1923 efter genforeningen og Helsingør
stift
blev oprettet i 1961. Hierakiet inden for det kirkelige
er og var således, at Biskoppen
er den øverste gejstlige
leder af pastoraterne i et stift. Pligten til at visitere pastoraterne
samt
indberette om forholdene har gennem tiden hørt til blandt dennes
væsentligste
embedsopgaver. Desværre er mange bispe-, provste- og præstearkiver
brændte eller ’gået til’, f.eks. i Aalborg, Viborg og Ribe inden
Landsarkiverne
modtog arkivalierne til opbevaring. Arkiverne indeholder utrolig mange
informationer for slægtsforskere. De
består af indberetninger om biskoppens visitatsture til sognene; om
præsternes embedsforhold,
om det lokale skolevæsen med ansøgninger fra lærere og præster, om
fattigvæsen
og hospitaler (for fattiglemmer); om gejstlige indtægter og
tiendeforhold. Desuden
af Vita protokoller, hvor blandt andre præster og universitetsuddannede
skriver
om sig selv i forbindelse med jobsøgning – en slags levnedsforløb (i
dag et CV). Efter reformationen, da kronen
”overtog” de fleste klostre, fik bisper,
provster og præster lidt andre roller at varetage. Som de lærde med
læse- og
skrivekundskaber deltog de i registreringen til folketællinger som
effektive
embedsmænd i de mere end 2000 sogne. Når kongen modtog en ansøgning
gennem
Danske Kancelli (Indenrigsministeriet) fra en borger, skolelærer, præst
eller
degn, var det meget ofte bispen, der blev bedt om at udrede problemet
lokalt, og
som efterfølgende skulle informere om resultatet. Mange indberetninger
omhandler
ægteskabsbevillinger (kongelige bevillinger), om ægteskaber i forbundne
led
eller skilsmisser, eller om ’embedsmænd’, der har forbrudt sig mod skik
og sædvane.
(se www.kkermit.dk;
www.wadschier.dk/). Ole Degn fremviste gennem eksempler
flere originale indberetninger lige
fra 1743 på overheaden og ”oversatte” indholdet. Arkivalierne består
mest af
breve, som er ordnet efter et stikordsregister og sorteret i pakker
efter
herred og sogn. Arkivalierne indeholder særdeles
mange personbeskrivelser. I ældre tid
brevvekslede Viborg og Ribe stifter på latin, hvor Aarhus stift gjorde
det på
dansk. Alt om skoleforhold og kirkens mænd
ophørte, da skolekommissioner
trådte til i 1814. Bisperne skulle på deres
visitatsture hvert tredje år rejse rundt til
samtlige sogne. Det kunne i nogle tilfælde dreje sig om 200 – 400
sogne, der
skulle besøges og rapporteres.
Ole Degn
nævnte, at Ribe havde fire gange om året - en
dag i hvert kvartal – en Tamperdag, hvortil Tamperretten var sat,
bestående af
stiftsamtmanden og nogle gejstlige medlemmer – kapitelsret, som
behandlede ægteskabelige
problemer (ansøgning om skilsmisse). Dertil blev der skrevet i en
tamperprotokol, som fortæller meget om folks liv og levned på disse
tider. Som
det hedder i Christian V’s Danske Lov 1683: "I ægteskabssager dømmes på
de
fire tamperdage om året". Tamperretten blev nedlagt i 1797 efter at have været sat siden 1542, hvorefter ægteskabssager overgik til den civile ret. (Se også Skifte- og Fæsteuddrag på: www.brejl.dk/skift.htm)
Mødet slut kl. 21:35. Appendiks til ”Bispearkiver” –
10.okt. 2011.
Bispeinstitutionen
Den danske kirke blev i
middelalderen organiseret i bispedømmer under ledelse af en biskop eller bisp.
Under den formelle ledelse af ærkebispen spillede de danske biskopper
en meget vigtig rolle i middelalderen. De var på én gang kirkeledere,
herremænd og politikere og havde en vis grad af selvstændighed i
forhold til kongemagten. Denne selvstændige position var affødt af
deres funktion som pavelige embedsmænd og deres rolle som varetagere af
kirkeretten. Efter reformationen mistede bispeinstitutionen det meste
af sin politiske betydning. Middelalderen Der omtales danske bisper allerede
i 948. Disse må, som de bisper, der omtales i de følgende ca. 100 år,
opfattes som missionsbisper, der ledede missionen i det danske område,
men uden at der eksisterede klart fastlagte grænser mellem de områder,
hvor de virkede, ligesom placeringen af bispesæder varierede over tid.
En organisering i fast afgrænsede bispedømmer skete først ca. 1060
under formel ledelse af ærkebispen af Hamburg-Bremen, mens den reelle
ledelse varetoges af kong Svend Estridsen. I starten var der ni
bispedømmer, idet der i Skåne oprettedes to. Denne ordning ophørte dog
snart, da Lund blev bispesæde for Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm.
Sjælland, Møn og fra 1169 Rügen var underlagt bispen i Roskilde. Fyn,
Lolland, Falster og Fehmern lå under Odense. Slesvigbispen forvaltede
den kirkelige myndighed i det meste af Slesvig/Sønderjylland, mens
bispen af Ribe tog sig af den nordvestligste del af Slesvig samt
Vestjylland op til Limfjorden. Århusbispen tog sig af Østjylland, mens
Viborgbispen tog sig af Midtjylland. Nord for Limfjorden var bispesædet
vist oprindeligt placeret i Vestervig, men blev senere flyttet til
Børglum.
Bispens
opgaver var at indvie og føre tilsyn med præster, andre gejstlige og
klostre. Nogle klostre var dog fritaget fra hans myndighed. Derudover
skulle han indvie nye eller ombyggede kirker, altre og genstande, som
indgik i gudstjenesten, og konfirmere befolkningen i stiftet.
Han skulle også varetage den gejstlige doms- og straffemyndighed, som
tilkom ham ifølge den internationale kirkeret, kanonisk ret. Fra
bispens domstol kunne der appelleres til ærkebispens domstol og derfra
til paven. Til at hjælpe sig med den omfattende administration havde
bispen et domkapitel og forskellige embedsmænd. I Valdemar
Atterdags tid
(1340-1375) blev det efterhånden reglen, at paverne udnævnte de
kandidater, som var indstillet af kongen. Dette system brød imidlertid
sammen, da kirkekoncilierne i første tredjedel af 1400-tallet tog
magten over den katolske kirke. Da paverne igen havde fået magten i
kirken fra omkring midten af 1400-tallet, fulgte de som regel atter
kongens indstillinger, indtil det i 1526 blev bestemt, at danske bisper
ikke længere skulle indsættes af paven. Bisperne udgjorde med deres
betydelige økonomiske grundlag og magt over kirken og befolkningen en
betydelig magtfaktor i samfundet. Dette gav sig udslag i, at de syv
bisper i kongeriget var selvskrevne medlemmer af rigsrådet fra det
tidspunkt, hvor dette for alvor konstituerede sig som magtfaktor under
Valdemar Atterdag. Da rigsrådet efter afsættelsen af Erik af Pommern i
1439 reelt og formelt blev suverænitetsbærende, kom bisperne i stadig
højere grad til at virke som fremtrædende landspolitikere og
administratorer. Efter Reformationen Ved Reformationen i 1536 blev
bisperne afsat og deres gods konfiskeret af kronen, hvorefter kongen
var kirkens formelle og reelle overhoved. Dette gav sig symbolsk udtryk
i, at de nye lutherske bisper i begyndelsen officielt blev kaldt for
superintendenter. Det varede dog ikke længe, før den gamle betegnelse
fortrængte den nye. Efter Reformationen omtaler man bispernes
embedsområde som stifter i stedet for bispedømmer, som brugtes om det
område, de langt mere magtfulde middelalderlige bisper styrede. De
kongeligt ansatte bisper skulle fortsat føre tilsyn med præsterne samt
skole- og fattigvæsen i stiftet (sidstnævnte til 1933) og visitere
(besøge) og indsætte præster samt stå i spidsen for kirkens
domstolsvirksomhed, ligesom de skulle og skal rådgive regeringen i alle
kirkelige sager. Ærkebispeembedet blev afskaffet, men bispen i
København fik en vis forrang for de øvrige bisper. Ligeledes i forbindelse med
Reformationen blev den sjællandske biskops sæde flyttet fra Roskilde
til København, og bispesædet i Vendsyssel blev flyttet fra Børglum til
Aalborg. Efter Skåne, Halland og Blekinges endegyldige afståelse 1660
blev Bornholm underlagt bispen i København, ligesom det var tilfældet
for Grønlands og Færøernes vedkommende, da disse fik regulære
kirkeorganisationer. 1803 udskiltes Lolland-Falster fra Odense Stift og
blev fremover selvstændigt stift med bispesæde i Maribo. Efter
genforeningen med Sønderjylland/Slesvig i 1920 blev Haderslev bispesæde
for dette område, og 1922 blev Roskilde atter bispesæde, da Københavns
Stift blev delt. I 1960 blev også Helsingør Stift udskilt fra København.
Historisk
Bispedømme
er den ældre dansk-norsk betegnelse for et stift, hvor biskoppener den kirkelige leder. I Norgebruges betegnelsen bispedømme
stadig. Bispedømmerene
i Danmark blev oprettet under Svend Estridsen,der ønskede at frigøre
den danske kirke fra
bispedømmet Hamborg-Bremen.
Ifølge Adam
af Bremen blev de første danske bispedømmer dannet ved et
møde mellem Svend Estridsen og ærkebiskop
Adalbert
af Bremen i 1053.
Her blev Danmark inddelt i 8 bispedømmer : Slesvig,
Ribe,
Århus,
Viborg
og Vendsyssel-Thy
vest for Lillebælt
samt Odense,
Roskilde
og Lund,
øst for Lillebælt.
I starten blev bisperne udnævnt fra Hamburg-Bremen, og de flest
biskopper kom derfra; Det var Adalbarts plan at gøre Nordtyskland
og Norden
til et samlet patriarkat.
Dette stødte dog på modstand fra Pave
Gregor 7. der hellere ville støtte Svend Estridsens plan
om at oprette en nordisk kirkeprovins.
Dette blev dog først realiseret i 1104, efter kongens død, med
oprettelsen af kirkeprovinsen i Lund.[1] Bispedømmerne var før reformationen
blandt landets største ejendomsbesiddere. Den øverste kirkelige myndighed i
et stift er biskoppen.
Et stift er med andre ord den lokale biskops embedsområde. Hvis
stiftets biskop er ærkebiskop,
kaldes stiftet også et ærkestift. Hovedkirken
i et stift kaldes en domkirke
eller en katedral.
I Danmark er provsten
ved domkirken domprovst
(tidligere stiftsprovst)
og er biskoppens stedfortræder. Danmark
er inddelt i 11 stifter, heraf et på Grønland. Kopieret fra
forskellige hjemmesider af Otto Geisler. Tibage til Referatoversigt. |