Logo
Trekantområdets Slægtshistoriske Forening
Foreningen Hvem forsker hvad Bogreolen Links FotoalbumTil forsiden

Mødeaften, den 10. oktober 2011
45 medlemmer deltog og 3 betalende gæster.

Tema: ”Bispearkiver” ved arkivar, dr.phil og seniorforsker ved Landsarkivet for Nørrejylland Ole Degn.
Af Otto Geisler, sekretær.

Formanden bød velkommen til denne sæsons tredje møde.

Medlemmernes 10 minutter blev fra formandens side anvendt på informationer om nye bøger, som Trekantområdets Slægtshistoriske Forening havde modtaget, og som har følgende titler:
”Vi er selv historie”; ”Sønderjyske årbøger 2006”; ”Præstehustruen i Lyngaa og hendes familie”; ”Kolding Studenter 1935-1959”; ”Fredericiabogen” årgange 1998, 1999, 2000, 2001, 2004, 2005, 2006, 2007, 2008, 2009 og 2010; ”Indholdsfortegnelse og registre 1996-2005”; ”Slægtsforskning i ældre kilder”, som samtidig blev anbefalet som håndbog og kunne bestilles gennem kassereren mod betaling på kr. 100.
23 medlemmer lod sig straks skrive op på bestillingssedlen. 

Formanden informerede om arkiv-turen onsdag den 12. oktober til Landsarkivet for Sjælland. 

Sekretæren informerede om foreningens nye hjemmeside på: www.trekanten.webbyen.dk, om ”Spørgekassen”, at sæson-programmet 2011-2012 ligger fremme til afhentning sammen med enkelte eksemplarer af skriftet ”Slægtsforskning i Slesvig-Holsten”, om skemaet til medlemmernes indskrivning af egen slægtsforskning, som kan være en hjælp til selvhjælp på hjemmesiden og sidst, om det fortsatte salg af syrefri arkivkasser og kuverter. Formanden tog over og fortalte om priserne på disse enheder. 

Dagens sang blev om Hans Tavsen fra Birkende by, som blev biskop i Ribe i 1542. 

Herefter bød formanden Ole Degn velkommen for at berette om aftenens tema: ”Bispearkiverne”.
Ole DegnOle Degn (billedet) begyndte med, at historien rummer ganske mange årstal med begivenheder inden for det kirkelige område.
Ribe bispedømme blev oprettet i 948 eller kort tid før under kong Gorm. Oprindeligt var der to biskopper på Ribe bispesæde, en dansk biskop og en tysk biskop, som befandt sig i eksil i Bremen. Først omkring 1050 blev embederne slået sammen. De første danske biskopper blev uddannet i England og måske Normandiet.
Der blev oprettet et bispedømme for øerne i Odense ca. 965. Omkring 1022 blev Roskilde bispesæde for Sjælland, og 1060 blev Lund bispesæde for Skånelandene. Under biskop Adalbert af Bremen blev Danmark inddelt i de otte bispedømmer: Lund, Roskilde, Ribe, Viborg, Vestervig, Odense, Slesvig og Århus, som bestod middelalderen ud og indtil reformationen. Svend Estridsen donerede store godsgaver til de nye bispesæder og gav dem således det fornødne økonomiske grundlag. Især Roskilde nød godt af den kongelige bevågenhed og Svend Estridsen havde et tæt samarbejde med Roskildebispen Vilhelm.

Danmark blev delt op i kirkelige områder, et Stift - det afløste de forskellige sysler. Stift er et kirkeligt, geografisk område bestående af provstier. 

Efter reformationen og helt op til vor tid kom der gradvis flere stifter til ved nydannelser eller omlægninger. Således kom Lolland-Falster stift til i år 1803. Haderslev stift med Sønderjylland og Kolding i 1920-1923 efter genforeningen og Helsingør stift blev oprettet i 1961. 

Hierakiet inden for det kirkelige er og var således, at Biskoppen er den øverste gejstlige leder af pastoraterne i et stift. Pligten til at visitere pastoraterne samt indberette om forholdene har gennem tiden hørt til blandt dennes væsentligste embedsopgaver.
Provsten fungerer som melleminstans mellem på den ene side biskop og stiftsøvrighed og på den anden side præster og menighedsråd. Blandt dennes opgaver var for eksempel inspektion af og tilsyn med skolernes forhold, især foretaget gennem visitatser, som ses i provstearkiverne.
Sognepræsten har som statens og kirkens lokale embedsmand haft mange forskellige opgaver i lokalsamfundet. Præstearkiverne rummer således, udover kirkebøger, ofte materiale om fæste- og tiendesager, tilstanden i det lokale fattig- og skolevæsen eller om det spirende kommunalpolitiske liv.

 

Desværre er mange bispe-, provste- og præstearkiver brændte eller ’gået til’, f.eks. i Aalborg, Viborg og Ribe inden Landsarkiverne modtog arkivalierne til opbevaring.

Arkiverne indeholder utrolig mange informationer for slægtsforskere. De består af indberetninger om biskoppens visitatsture til sognene; om præsternes embedsforhold, om det lokale skolevæsen med ansøgninger fra lærere og præster, om fattigvæsen og hospitaler (for fattiglemmer); om gejstlige indtægter og tiendeforhold. Desuden af Vita protokoller, hvor blandt andre præster og universitetsuddannede skriver om sig selv i forbindelse med jobsøgning – en slags levnedsforløb (i dag et CV).

 

Efter reformationen, da kronen ”overtog” de fleste klostre, fik bisper, provster og præster lidt andre roller at varetage. Som de lærde med læse- og skrivekundskaber deltog de i registreringen til folketællinger som effektive embedsmænd i de mere end 2000 sogne. Når kongen modtog en ansøgning gennem Danske Kancelli (Indenrigsministeriet) fra en borger, skolelærer, præst eller degn, var det meget ofte bispen, der blev bedt om at udrede problemet lokalt, og som efterfølgende skulle informere om resultatet. Mange indberetninger omhandler ægteskabsbevillinger (kongelige bevillinger), om ægteskaber i forbundne led eller skilsmisser, eller om ’embedsmænd’, der har forbrudt sig mod skik og sædvane. (se www.kkermit.dk; www.wadschier.dk/).

 

Ole Degn fremviste gennem eksempler flere originale indberetninger lige fra 1743 på overheaden og ”oversatte” indholdet. Arkivalierne består mest af breve, som er ordnet efter et stikordsregister og sorteret i pakker efter herred og sogn.

Arkivalierne indeholder særdeles mange personbeskrivelser. I ældre tid brevvekslede Viborg og Ribe stifter på latin, hvor Aarhus stift gjorde det på dansk.

Alt om skoleforhold og kirkens mænd ophørte, da skolekommissioner trådte til i 1814.

 

Bisperne skulle på deres visitatsture hvert tredje år rejse rundt til samtlige sogne. Det kunne i nogle tilfælde dreje sig om 200 – 400 sogne, der skulle besøges og rapporteres.

Ole Degn nævnte, at Ribe havde fire gange om året - en dag i hvert kvartal – en Tamperdag, hvortil Tamperretten var sat, bestående af stiftsamtmanden og nogle gejstlige medlemmer – kapitelsret, som behandlede ægteskabelige problemer (ansøgning om skilsmisse). Dertil blev der skrevet i en tamperprotokol, som fortæller meget om folks liv og levned på disse tider. Som det hedder i Christian V’s Danske Lov 1683: "I ægteskabssager dømmes på de fire tamperdage om året".

Tamperretten blev nedlagt i 1797 efter at have været sat siden 1542, hvorefter ægteskabssager overgik til den civile ret.

Mange bisper var samtidig godsejere, hvorfor arkivalierne ligeledes består af fæste- og skifteprotokoller, som således indeholder data på de mennesker, der havde tilknytning til godserne.

(Se også Skifte- og Fæsteuddrag på: www.brejl.dk/skift.htm)

En aften med Ole Degn, der åbnede for en stor mangfoldighed af kilder til informationer om både de gejstlige, men også om almindelige menneskers hverdag, og hvad der bevægede dem på den tid. 
Ole Degn omdelte en side med litteraturoversigt over bispearkiver.

Mødet slut kl. 21:35.

Appendiks til ”Bispearkiver” – 10.okt. 2011.

Bispeinstitutionen

Den danske kirke blev i middelalderen organiseret i bispedømmer under ledelse af en biskop eller bisp. Under den formelle ledelse af ærkebispen spillede de danske biskopper en meget vigtig rolle i middelalderen. De var på én gang kirkeledere, herremænd og politikere og havde en vis grad af selvstændighed i forhold til kongemagten. Denne selvstændige position var affødt af deres funktion som pavelige embedsmænd og deres rolle som varetagere af kirkeretten. Efter reformationen mistede bispeinstitutionen det meste af sin politiske betydning.

Middelalderen

Der omtales danske bisper allerede i 948. Disse må, som de bisper, der omtales i de følgende ca. 100 år, opfattes som missionsbisper, der ledede missionen i det danske område, men uden at der eksisterede klart fastlagte grænser mellem de områder, hvor de virkede, ligesom placeringen af bispesæder varierede over tid. En organisering i fast afgrænsede bispedømmer skete først ca. 1060 under formel ledelse af ærkebispen af Hamburg-Bremen, mens den reelle ledelse varetoges af kong Svend Estridsen. I starten var der ni bispedømmer, idet der i Skåne oprettedes to. Denne ordning ophørte dog snart, da Lund blev bispesæde for Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm. Sjælland, Møn og fra 1169 Rügen var underlagt bispen i Roskilde. Fyn, Lolland, Falster og Fehmern lå under Odense. Slesvigbispen forvaltede den kirkelige myndighed i det meste af Slesvig/Sønderjylland, mens bispen af Ribe tog sig af den nordvestligste del af Slesvig samt Vestjylland op til Limfjorden. Århusbispen tog sig af Østjylland, mens Viborgbispen tog sig af Midtjylland. Nord for Limfjorden var bispesædet vist oprindeligt placeret i Vestervig, men blev senere flyttet til Børglum.

Bispens opgaver var at indvie og føre tilsyn med præster, andre gejstlige og klostre. Nogle klostre var dog fritaget fra hans myndighed. Derudover skulle han indvie nye eller ombyggede kirker, altre og genstande, som indgik i gudstjenesten, og konfirmere befolkningen i stiftet. Han skulle også varetage den gejstlige doms- og straffemyndighed, som tilkom ham ifølge den internationale kirkeret, kanonisk ret. Fra bispens domstol kunne der appelleres til ærkebispens domstol og derfra til paven. Til at hjælpe sig med den omfattende administration havde bispen et domkapitel og forskellige embedsmænd.

Segl fra Roskilde Fra Danmarks Riges Historie (1896-1907)

Segl fra Roskilde

Siden 1170/71 havde bisperne i Lund og Roskilde en tredjedel af tienden til deres underhold. Denne ordning blev udstrakt til Slesvig bispedømme i 1188, mens bisperne i Jylland og på Fyn måtte nøjes med en mindre bispopsgave frem til kort før Reformationen. Hertil kom afgifter fra præsterne til bisperne. Det vigtigste indkomstgrundlag for bispedømmerne var imidlertid det jordegods, der med tiden blev tillagt bispestolene. Rigest var ærkebispesædet, men Roskildebispen rådede dog ikke desto mindre over 2.500 bondegårde, mens Viborgbispen måtte nøjes med ca. 600. Hertil kom så diverse særrettigheder, som kongerne overlod til bisperne såsom ret til at præge mønter, herredømme over visse byer mv.
I begyndelsen blev bisperne i realiteten udnævnt af kongen. Efter 1122 blev det reglen, at domkapitlerne skulle vælge bisperne, selvom kongen fortsat havde stor indflydelse. I anden halvdel af 1200-tallet og begyndelsen af 1300-tallet kneb det imidlertid for kongerne at udøve indflydelse på bispevalgene. Derfor opstod der flere alvorlige kampe mellem især ærkebisper og kongemagt, mens de mindre mægtige jyske bisper altid støttede kongen. Efter at paverne var flyttet til Avignon i 1307 tiltog de sig efterhånden magten til at udnævne bisper og andre høje gejstlige mod et betydeligt gebyr, der skulle betales af dem, der blev udnævnt.

        

I Valdemar Atterdags tid (1340-1375) blev det efterhånden reglen, at paverne udnævnte de kandidater, som var indstillet af kongen. Dette system brød imidlertid sammen, da kirkekoncilierne i første tredjedel af 1400-tallet tog magten over den katolske kirke. Da paverne igen havde fået magten i kirken fra omkring midten af 1400-tallet, fulgte de som regel atter kongens indstillinger, indtil det i 1526 blev bestemt, at danske bisper ikke længere skulle indsættes af paven.

Bisperne udgjorde med deres betydelige økonomiske grundlag og magt over kirken og befolkningen en betydelig magtfaktor i samfundet. Dette gav sig udslag i, at de syv bisper i kongeriget var selvskrevne medlemmer af rigsrådet fra det tidspunkt, hvor dette for alvor konstituerede sig som magtfaktor under Valdemar Atterdag. Da rigsrådet efter afsættelsen af Erik af Pommern i 1439 reelt og formelt blev suverænitetsbærende, kom bisperne i stadig højere grad til at virke som fremtrædende landspolitikere og administratorer.

Efter Reformationen

Ved Reformationen i 1536 blev bisperne afsat og deres gods konfiskeret af kronen, hvorefter kongen var kirkens formelle og reelle overhoved. Dette gav sig symbolsk udtryk i, at de nye lutherske bisper i begyndelsen officielt blev kaldt for superintendenter. Det varede dog ikke længe, før den gamle betegnelse fortrængte den nye. Efter Reformationen omtaler man bispernes embedsområde som stifter i stedet for bispedømmer, som brugtes om det område, de langt mere magtfulde middelalderlige bisper styrede. De kongeligt ansatte bisper skulle fortsat føre tilsyn med præsterne samt skole- og fattigvæsen i stiftet (sidstnævnte til 1933) og visitere (besøge) og indsætte præster samt stå i spidsen for kirkens domstolsvirksomhed, ligesom de skulle og skal rådgive regeringen i alle kirkelige sager. Ærkebispeembedet blev afskaffet, men bispen i København fik en vis forrang for de øvrige bisper.

Ligeledes i forbindelse med Reformationen blev den sjællandske biskops sæde flyttet fra Roskilde til København, og bispesædet i Vendsyssel blev flyttet fra Børglum til Aalborg. Efter Skåne, Halland og Blekinges endegyldige afståelse 1660 blev Bornholm underlagt bispen i København, ligesom det var tilfældet for Grønlands og Færøernes vedkommende, da disse fik regulære kirkeorganisationer. 1803 udskiltes Lolland-Falster fra Odense Stift og blev fremover selvstændigt stift med bispesæde i Maribo. Efter genforeningen med Sønderjylland/Slesvig i 1920 blev Haderslev bispesæde for dette område, og 1922 blev Roskilde atter bispesæde, da Københavns Stift blev delt. I 1960 blev også Helsingør Stift udskilt fra København.

Ordet stift kommer af tysk Stift, afledning af oldhøjtysk stiften 'grundlægge, opbygge'.

Stifter

Historisk

Bispedømme er den ældre dansk-norsk betegnelse for et stift, hvor biskoppener den kirkelige leder. I Norgebruges betegnelsen bispedømme stadig.

Bispedømmerene i Danmark blev oprettet under Svend Estridsen,der ønskede at frigøre den danske kirke fra bispedømmet Hamborg-Bremen. Ifølge Adam af Bremen blev de første danske bispedømmer dannet ved et møde mellem Svend Estridsen og ærkebiskop Adalbert af Bremen i 1053. Her blev Danmark inddelt i 8 bispedømmer : Slesvig, Ribe, Århus, Viborg og Vendsyssel-Thy vest for Lillebælt samt Odense, Roskilde og Lund, øst for Lillebælt. I starten blev bisperne udnævnt fra Hamburg-Bremen, og de flest biskopper kom derfra; Det var Adalbarts plan at gøre Nordtyskland og Norden til et samlet patriarkat. Dette stødte dog på modstand fra Pave Gregor 7. der hellere ville støtte Svend Estridsens plan om at oprette en nordisk kirkeprovins. Dette blev dog først realiseret i 1104, efter kongens død, med oprettelsen af kirkeprovinsen i Lund.[1]

Bispedømmerne var før reformationen blandt landets største ejendomsbesiddere.

Stift er et kirkeligt, geografiskområde bestående af provstier, der er inddelt i sogne.

Den øverste kirkelige myndighed i et stift er biskoppen. Et stift er med andre ord den lokale biskops embedsområde. Hvis stiftets biskop er ærkebiskop, kaldes stiftet også et ærkestift.

Hovedkirken i et stift kaldes en domkirke eller en katedral. I Danmark er provsten ved domkirken domprovst (tidligere stiftsprovst) og er biskoppens stedfortræder.

Danmark er inddelt i 11 stifter, heraf et på Grønland.

Kopieret fra forskellige hjemmesider af Otto Geisler.

Tibage til Referatoversigt.