Af Leif Horsnark
Det vil være svært for mig, at referere ud fra et neutralt synspunkt, så derfor, til en afveksling, er det min oplevelse af turen, der bliver skildret: Jeg håber på forståelse herfor.
Det hele startede ellers ikke for godt. Det regnede, det stod ned i stænger, da vi Kl. 09:30 denne lørdag morgen mødtes ved arkivet
Men som man siger: "En dårlig generalprøve giver en god premiere". Det ordvalg blev ikke gjort til skamme, et stykke nord for Vejle, ophørte regnen. Det var ikke strålende sol, heldigvis, for skal vi være aktive, er lidt overskyet det rette vejr.
Vi ankom til Vester Palsgaard Skovmuseum som planlagt lidt før kl. 11, og samtidig ankom Irene og Svend E. Hansen, de lå på en campingplads i området og er særdeles godt kendt med stedet. Vi var rede til den store omvisning.
Præcis kl. 11 ankom "Svend Gønge, Gøngehøvdingen". Som han senere forklarede, var han navnebror til den gamle krigsherre, Svend Poulsen. Når jeg skriver dette, kan jeg godt få lidt gåsehud. Svend Poulsen er museumsinspektør og daglig leder af Vester Palsgaard Skovmuseum. Hans stilling er ret ny og derfor er hans lokale kendskab, som han selv udtrykte det, ikke det bedste endnu, men han skulle nok gøre sit bedste. Og jeg kan godt hilse og sige, det han ikke vidste var ikke værd at vide!
På gårdspladsen fik vi først lidt om gårdens historie. Vester Palsgaard er en gammel hedegård. Omkring 1800 kunne ejeren ikke betale skatter og afgifter, der var på gården. Der blev forsøgt et salg, det mislykkedes, ingen ville købe stedet. I stedet overtog Staten ejendommen, ejeren blev erklæret konkurs. Naboejendommen, Søgård, gik samme vej og blev lagt ind under Palsgaard.
Fordi jorden var mager, begyndte man i 1804 at plante noget af jorden til med skov. Der blev ansat en "Skovrider" til at forvalte arbejdet. Han boede i hovedbygningen. Den østre længe, som havde nogle tilbygninger der nu er revet ned, husede en forpagter af den landbrugsjord der endnu var tilbage samt de stalde der måtte høre til. Det er dem der nu er revet ned. Bygningen bruges nu til administration, mødelokaler og turistbureau.
Hovedbygningen fungerer som museum og huser lokalarkivet for den nedlagte Nr. Snede kommune. Der var et spørgsmål om, "er stedet fredet"? Nej, det kan ikke lade sig gøre, een af de skiftende skovridere, har fået det originale skifertag pillet ned og erstattet med stråtag. De gamle skiferplader ligger opbevaret i et udhus.
I sin indledning, gav han os en grundig indsigt i, ja rent faktisk, hele Vestjyllands historie fra tiden omkring 1700-tallet. På den tid, var det meste af området et fattigt magert stykke land, hvor sognene højst havde 2-300 fattige indbyggere.
De var plaget af voldsomme sandstorme med store vandreklitter. En sandstorm ødelagde ofte et helt års afgrøde på markerne. Husdyrene var magre og udsultede, de kunne knap finde føden. Hele det enorme område strakte sig helt ind til egnen omkring Herning.
På et tidspunkt i midten af 1700-tallet, begyndte man at tage situationen alvorlig og prøve at stoppe sandflugten. Man indkaldte de berørte områders befolkning og gik i gang med en såning af marehalm og anden modstandsdygtige græsarter. Det gav beboerne en uventet indkomst og fornyet mod på tilværelsen. Tilsandingen blev stoppet og da resultaterne begyndte at vise sig positive, gik man videre og begyndte at plante skov. I slutningen af 1700-tallet, var man godt i gang med områderne omkring Vandel og Randbøl. I 1803-05, kom turen til dette område. Der blev plantet nåletræer, især Rødgran, men på grund af den ringe frømængde og frøenes dårlige kvalitet, gik det trægt i starten.
Svend Poulsen fortsatte sin beretning i laden. Der opbevares/udstilles nogle af de gamle redskaber, der gennem tiden er blevet brugt under arbejde i og med skoven.
Han begyndte der, hvor det hele begyndte, i planteskolen. Fordi frøene der fantes, havde den ringe kvalitet, opfandt man ordet "planteskole". I første omgang bredsåede man frøene. Når de var kommet op som små planter, beredte man et stykke jord, det skulle være meget løs jord, så havde planterne bedre mulighed for at danne det rette rodnet. Man havde et redskab med en bestemt bredde og et bestemt antal huller hvori planterne blev anbragt, så var de nemmere at plante og man havde styr på både antal og bedets størrelse. Vi fik også en forklaring på de stensætninger der omgærder forskellige jordstykker i skoven. Et af disse stykker er netop planteskolen.
Der var mange forskellige former for værktøj, save med forskellige anvendelsesmuligheder, en kærre til transport af de store stammer, et treben til brug ved optagning af "Stød" (træstubbe), harver, plove, blandt dem forløberen for reolploven, der blev brugt ved opdyrkning af heden, radrensere til brug mellem træerne, værktøj til mærkning, økser der blev brugt til hugning af stolper og bjælker, det var før savværkets tid, og en forklaring på hvorfor brugen af en økse er bedre end brugen af en sav, stolpen rådner ikke, når den er "hugget". Den er mere fugtafvisende?
Turen gennem stuehuset/museet, bragte historier frem om Dalgas, Hedens opdyrker. Der har været teorier både for og imod hans ideologi med Hedens opdyrkning. Færden gennem huset gik forbi mange fine håndarbejder, der er produceret i de "små" hjem. Gennem skovriderens kontor, spisestue, køkken, hvor der bages på et brænde- og tørvefyret komfur. Om det så var badeværelset, så stod det som den sidste skovrider havde forladt det. En tur i den gamle skolestue og den gamle barbersalon fra Nr. Snede, hvor den "sidste barber", ham der havde skænket sin salon til museet, fortalte om nogle at tingene og brugen af dem.
Vi fik lov til at spise vores medbragte mad i cafeen. "Tørvehuset" var "sat til" med forskelligt grej, så vi kunne ikke være der.
Efter frokost tog Jesper Ratjen over. Vi gik en tur gennem skoven ned til en lille sø, Troldsøen. På hele turen kunne vi bare sprøge om de planter vi stødte på. Jesper fortalte beredvilligt om båre springende frø og plantagens største træ. Det var en Sitka gran, 38,8 m. højt, højere end Rundetårn, ved roden havde det et mål der hedder 3,2 m. x 1,7 m.. Det væltede under stormen i 1981. Ved Troldsøen kunne Jesper fortælle om de meget specielle planter, der har den egenskab, at de vokser i meget næringsfattige områder. En mosart vokser ud over vandet, vokser og vokser går mod bunden og danner det vi kalder en "Hængesæk".
Jesper viste os hvordan denne mosoverflade gyngede. Han jog sin stok 1½ meter ned, uden at nå bunden. I andre "gamle" moser graves det op og bruges som spagnum.
Jesper fandt mange planter, som vi normalt ikke ser, Soldug, der er kødædende, Klokkelyng, Tranebær og mange andre. Heldigvis havde vi mange med der er interesserede i botanikkens verden, Nina og Bent Andersen kom med flere gode spørgsmål, Irene og Svend Erik ligeså, det var virkelig turen værd. Gudmund og Inger holdt ud, hvad gør vi uden dem?
Tilbage til Palsgaard, så er det kaffetid, medbragte kaffe. Vita havde bagt boller og kage. Vi sad ved gavlen af stuehuset og nød det hele. Desværre var Ruth og Kjeld nødt til at tage hjem. En lille hund ventede. Vi andre sivede efterhånden af, mættede af en dag med mange og gode oplevelser. En stor tak til museumsinspektør Sven Toftegaard Poulsen og Jesper Ratjen og ikke mindst til Vita for hjemmebagte boller og kage.