Logo
Trekantområdets Slægtshistoriske Forening
Foreningen Hvem forsker hvad Bogreolen Links FotoalbumTil forsiden
Medlemsmøde den 12. januar 2015.
I samarbejde med Lillebælt Folkeuniversitet.
46 medlemmer deltog heraf 4 gæster.

Tema: ”Kirkebogen alene i verden? – om slægtsforskning mellem 1801 og 1834” af seniorkonsulent Erik Kann.

Af Jesper Ratjen, formand og Niels Thomsen, sekretær.

Aftenen startede med sangen ”Spurven sidder stum bag kvist ….”

Erik KannVi havde bedt Erik Kann (billedet) om et foredrag om kildemulighederne i den vanskelige periode mellem 1801 og 1834, uden folketællinger. Erik svarede med foredraget "Kirkebogen alene i verden"?
Forinden uddeltes 14
sider med foredragets 84 power point-slides samt 2 sider litteraturliste.

I perioden mellem 1801 – 1834 er der ikke foretaget folketællinger, altså folketællingsmæssigt en død periode. Og hvad gør vi så, når vi kun har kirkebøgerne fra denne periode at ty til? I nogle sogne er kirkebøgerne endda først bevaret efter 1814.
Erik Kann postulerede, lidt provokerende, at det var da godt vi ikke havde folketællingerne, for det tvang os da til at søge nogle af de mange andre kilder, der findes for perioden. Og det viste Erik så efterfølgende.

Først: Hvorfor er folketællingerne så gode at arbejde med?
Det er en kilde vi kender og bare kan slå op i og bruge, fordi:
En folketælling er en fuldstændig kilde, som omfatter samtlige personer, mænd, kvinder og børn, i et sogn. Den giver os derved et samlet overblik over familiernes antal og sammensætning familievis og fra 1834 pr. gård eller hus. Opgørelserne pr. familie eller bopæl giver os en bredere navnekombination, som "skal passe" ved identifikationen, når vi vil følge bestemte personer over tid.  (Til og med Fkt. 1860 er det de hjemmehørende personer, ("de jure-befolkningen"), der medtages; d.v.s. at en person der er bortrejst kortvarigt (f.eks. højskoleophold) stadig tælles på det sted, som vedkommende vil flytte tilbage til. Fra 1870 er det de på tællingsdagen tilstedeværende ("de facto-befolkningen") personer der tælles. De normalt korte tidsintervaller mellem folketællingerne giver også en mere sikker identifikation, når kirkebøgerne, som jo også har sognet som enhed, samtidig konsulteres. Folketællingerne er gode og uundværlige, når de findes, men er ikke pålidelige med hensyn til stavemåder og aldersangivelser. (Aldersangivelser er i Fkt. 1787-1860: Det løbende år; 1870 - det fyldte år).

Kirkebogen er den autoritative kilde. Sjusk, især i form af mangler, forekommer dog også i kirkebøger, så det gælder om, at så mange kilder, som muligt, dækker hinanden. Kirkebogens oplysninger skal (som oplysninger så vidt muligt altid bør) kombineres med andre kilder eller udsættes for kritisk omtanke.

Når vi "mangler" folketællingerne, hvad kan man så gøre for at komme længere ned i materien for denne periode? I den ”døde” periode kan et skifte, der er udfærdiget efter et dødsfald oplyse om børn/søskende i familien.

Skiftet efter en afdød forælder giver en sikker tilknytnings-identifikation til ægtefælle og overlevende og måske bortrejste børn. Det kan vi også bruge, hvis en person "pludselig" forsvinder. Enhver forandring har en forklaring – og skal (helst) forklares! Er personen død eller flyttet? Eller bruger vi måske en kilde, som den pågældende slet ikke, eller på et tidspunkt ikke mere er omfattet af? F.eks. en fæster som bliver selvejer og derfor ikke mere er omfattet af godsets jordebog eller fordi hans økonomiske forhold er ændret, således at han ikke længere skal betale en registreret skat?

Det er vigtigt at sætte sig ind i typen af protokol, man anvender. Hvad drejer registreringen sig om? Hvem kan være omfattet? Det er et problem, når vi kombinerer kilder af forskellig type, at antallet af enheder kan være meget forskellig. F.eks. en jordebogs eller et skattemandtals antal enheder i forhold til "alle", som kan vurderes ud fra den nærmest gennemførte folketælling. (Eksempelvis en folketælling 1787 med 36 familier, mens et skattemandtal fra samme by 1789 kun omfatter 9 skattepligtige familieoverhoveder).

Mange kildemuligheder, som helt eller delvis omfattende den problematiske periode, blev nævnt med illustrerende eksempler, f.eks.:

Amtstuernes skatteopkrævninger blandt selvejere baseret på matriklens hartkorn, ses i skattehovedbøger.  (Fæstebønders skat opkrævedes af godset og fremgår af godsets jordebøger).

I perioden 1762 til 1812 opkrævedes en række ekstraskatter af alle personer. Disse skatteopgørelser findes i amtstuernes arkiver og kan fortælle om voksne personer (formentlig kun mændene). (Kig i Daisy under navngiven amtstue; skriv "ekstraskat" i arkivseriefeltet).
År 1818 indførtes en landskat - (stadig baseret på hartkorn), som påhvilede selvejere til afløsning af de hidtidige matrikel- og ekstraskatter.

Byerne inddrages 1802 i den faste statslige beskatning med en bygningsafgift. Til den knytter sig opmålingsprotokoller med generalopmålinger 1802-04; 1828 og 1849 og oppebørselsregistre. De findes især i rådstue- og byfogedarkiverne (I Daisys arkivserie, skriv: "bygningsafgift").
Rentekammeret (datidens Finansministerium) har f.eks. "Mandtals- og skatteprotokoller for københavnske kvarterer 1810-1814" – men skriv bare "Mandtal" i Daisy-feltet "arkivserie", så vises en sværm af mandtal fra hele landet omfattende perioden 1802-1833.

(Land-) lægdsrullerne er en kendt kilde til opsporing af unge mænd af bondestand, som 1788 - 1848 fra fødslen blev indskrevet i rullen i bopælssognet (lægdet). Flytning af fast bopæl til andet sogn (lægd) er noteret.

Sørullerne, som omfatter mandskab udskrevet til marinen, er mindre kendte. De omfatter alt mandskab, (fædre og sønner), som bor i et område udpeget som "sølimit-distrikt".  (Markeret med et "S" i lægdsfortegnelsen). Desuden er en række købsteder omfattet, men kun personer, som erhvervsmæssigt har med både og skibe at gøre. I sølimit-distrikterne er hvert hus nummereret og der er 1806, 1825 og 1851 ført beboerruller vedr. disse huse. Døde eller fraflyttede er markeret ved overstregning.

Kirkebøgernes til- og afgangslister kan give oplysninger om flytninger, men er dog for det meste ret mangelfulde. I landsognene skulle de føres 1814-1875, hvorefter sognefogeden tog over; i købstæderne førtes de 1814 - 54 og i København slet ikke. Tanken var, at alle tilkomne og bortrejste, skulle medtages, men oftest er det udelukkende tjenestefolk – vel når de foreviste deres skudsmålsbog (Men man kan være heldig at finde hele familier registreret).

Retsbetjentarkivernes »Litra G« med retsbetjenten som politimyndighed, er som altid en givtig kilde. Her findes bl.a. pasprotokoller. Fra 1805 skulle rejsende ud af købstæderne have pas udstedt af byfogeden som fra 1815 fik pligt til at føre protokol over de rejsendes pasforevisninger. Fra 1828 skulle håndværkssvende have vandrebøger/svendebøger som tilsvarende skulle forevises og indskrives i pasprotokollerne.

Retsbetjentarkivernes »Litra B« (Justits- og politivæsen samt skøde- og pantevæsen). Skødeprotokollerne har fra 1738 alfabetisk navneregister over skødeudstederne – ikke modtageren.

Godsernes skifteprotokoller, jordebøger, regnskaber og fæstebreve. Den del af landbefolkningen, som er fæstere har enten en godsejer eller Kongen som husbond. Disse er også skifteforvaltere, som ved dødsfald fører skifteprotokoller. De fører også »jordebøger« over deres bøndergods og dets fæstere og disses forpligtelser samt regnskaber over ind- og udgæld. Disse regnskaber er ofte delt op i konti for godsets enkelte produktionsgrene.  Bl.a. fæsternes betaling af indfæstning. Vær opmærksom på, at fæstebrevet først udstedes når indfæstningen er betalt – måske først efter flere års afbetaling!

Forarbejderne til 1844-matriklen er også en meget vigtig kildemulighed. En matrikel er en fortegnelse over nummererede ejendomme og deres hartkornsværdi, som danner grundlag for beskatning. Chr. V's matrikel fra 1688 blev i 1802 besluttet fornyet, hvilket udmøntedes i en række protokoller og kort: Beskrivelsesprotokoller 1808-1841 giver sognevis oplysning om ejernavn, hartkorn og markinddeling med tildelt matrikelnummer som vises på tilhørende matrikelkort, som i mange tilfælde har kunnet benytte udskiftningskortene fra slutningen af 1700-årene med påskrevet navne på brugerne. En fuldstændig liste over ejer- og brugernavne er også opført matrikelnummer-vis i de såkaldte beregningsprotokoller (sogneprotokoller) 1806-1860 (Daisy: Rentekammeret - søg henholdsvis: Beskrivelsesprotokol / Beregningsprotokol  NB! Husk i Daisy i "arkivserie" kun at anføre det ønskede i éntal).

Brandforsikringsarkivalier giver oplysninger om bygningerne, men også om ejerne. Mens brandforsikring af landbygninger - også efter oprettelsen af »Den alm. brandforsikring for landbygninger 1792« - var frivillig (alligevel med mange deltagere), var det fra 1761 tvunget for købstædernes husejere at være forsikret i »Købstædernes alm. brandforsikring« som gennemførte ny taksation af samtlige ejendomme ca. hvert 10. år i perioden 1761 - 1867. Kun ejeren af ejendommen er opført.

Skolearkivalier kan man være heldig at finde i pastoratsarkiverne med oversigt over skoledistriktets beboere og distriktets skolepligtige ungdom. (Prøv: "Skoleprotokol" i Daisy)

Blanketregnskaber er regnskaber (med bilag) for de gebyrer, der betaltes for bevillinger ang. skilsmisse og adoption, eksekutorbevillinger mv., som amtmændene havde kongens tilladelse til at udstede på særlige blanketter, hvis brug amtmændene efterfølgende skulle aflægge regnskab for overfor Danske Kancelli.
De blev sammen med bevillingssagerne sendt til revision i Danske Kancelli af overøvrighederne (dvs. amterne, og i København: overpræsidiet). Nogle amter førte særlige protokoller med alfabetisk navneregister over de udstedte bevillinger. Sagsakterne, som blev indsendt sammen med regnskabet, skal søges som bilag til blanketregnskaber.

Købstædernes borgervæbninger blev også nævnt som kilde til navnestof. De var kendt fra 1200-tallet som vægterkorps, men bortfaldt mange steder, men blev genoplivet efter 1801 med to afdelinger i hver købstad. De våbenduelige med og uden borgerskab. Tjenestepligten gjaldt til det 50. år, men man kunne købe sig fri. Borgervæbningen blev ophævet i de mindre byer i 1814, så der i 1840 kun var borgervæbninger i 9 købstæder samt København indtil omk. 1870. Der førtes ruller/mandtalslister og stambøger over mandskabet. (nogle er indscannede - bl.a. Fredericia 1. kompagni). (Skriv: "borgervæbning" i Daisy)

Stiftstidender og Berlingske Tidende havde kundgørelsespligt for en lang række offentlige meddelelser som autorisationer, proklama, auktioner m.m.

Erik Kann afsluttede med at opfordre til at gå på opdagelse i kilderne og litteraturen og ønskede os "Held og lykke"!

P.S. Erik Kann fik også nævnt en af sine favorit-kilder: "Kommissionen for Københavns Forsyning med Brændsel", som skulle omfatte tildeling af brændsel til næsten alle københavnske husstande omk. 1810. Søg arkivskaberen i Daisy og find bl.a. 9 protokoller: 1808-1814 "Register over det til Københavns indbyggere udleverede brænde".
Forsamlingen













Der var, som sædvanlig, stort fremmøde til Erik Kann's foredrag

Tilbage til referatoversigt